Bestyrelsesarbejde

Har din virksomhed brug for et nyt bestyrelsesmedlem? – Så kunne det måske være mig?

Jeg har gennemført uddannelsen hos Board Company og har opnået ‘Board Certificate‘ hvilket betyder at jeg føler mig klar til at indtræde i en eller flere bestyrelser og/eller advisory boards i mindre eller mellemstore virksomheder – sandsynligvis indenfor fremstillings-, service- eller videns-virksomhed; også gerne med aktivitet udenfor Danmark.

For mig er nedenstående vigtige elementer i det bestyrelsesarbejde jeg gerne vil deltage i og bidrage til:

  • Ikke alene at sidde i en bestyrelse men at arbejde i en bestyrelse; jeg tror på at dialog og arbejde mellem møderne sikrer et bedre samarbejde, mere fremdrift og at de officielle bestyrelsesmøder får mere fokus på værdiskabelse og fremtid end på afrapportering.
  • Fokus på at der skal være ’orden i penalhuset’ i forhold til governance og lovgivning mv. For mig er det grundlaget for at bestyrelsen kan arbejde fremadrettet.
  • Jeg ønsker at være et konstruktivt lyttende og udfordrende bestyrelsesmedlem som aktivt bidrager til at skabe værdi.
  • Jeg tror på værdien af at have planer – såvel som styringsværktøj på vejen imod målene som indikator for hvornår man fraviger dem.
  • Jeg tror på at en god bestyrelse er bredt sammensat og kan som medlem bidrage til den forskellighed som gør bestyrelsen stærk.

Om mig …

Min erhvervsbaggrund byder på ca. 35 års erfaring, herunder ca. 30 års ledelseserfaring. Min karriere har internt været koncentreret om det at lede og drive forretning mens den udadrettet har været relateret til sammenhængen mellem forretning og IT i et bred udvalg af virksomheder og brancher. Det har givet mig en bred forretningsforståelse samt stor erfaring i at analysere behov og problemstillinger samt ikke mindst sikre gode løsninger med respekt for kerneforretningen – både i de virksomheder jeg har arbejdet i og med; en kompetence kombination jeg mener vil være særdeles brugbar i bestyrelsesarbejdet.

Jeg er fortrolig med budgetter (drift, projekt og investeringer) og mission/vision/strategiarbejde lige som risikostyring er et vigtigt element i min værktøjskasse.

Som menneske har jeg en analytisk, struktureret og pragmatisk tilgang til såvel gentagne som helt nye opgaver og udfordringer og gør mig umage for at komme hele vejen rundt. Jeg sørger for orden i mit penalhus, er holdspiller men også i stand til at påtage mig og løse opgaver selvstændigt.

Igennem bl.a. min bestyrelsesuddannelse hos Board Company har jeg en god grundlæggende forståelse for bestyrelsens opgaver og samspil med ledelsen og de klassiske bestyrelsesopgaver. Mange års erfaring med at lægge og følge op på planer vil jeg kunne være en god partner til formanden i arbejdet med vedligeholde f.eks. bestyrelsens årshjul og planlægning samt opfølgning generelt.

Hvis denne kombination af tilgangen til bestyrelsesarbejde og faglig ballast synes som et muligt match til din bestyrelse så kontakt mig endelig for en uforpligtende snak.